Tidlig kræftbehandling: Bliv klogere på stadier og behandling

Det er en god idé at være opmærksom på kræftsymptomer. Tidlig opsporing og diagnosticering af eventuel kræftsygdom giver nemlig bedre mulighed for, at man kan behandle kræften med formålet om at kurere den. Kræft kan dog stadig i nogen tilfælde vende tilbage, men tidlig behandling reducerer risikoen for tilbagefald. Hvilken behandling, der er tale om, afhænger af typen af kræft, samt hvilket stadie kræften er i. Her kan du blive klogere på de forskellige stadier af kræft, og hvilke behandlingsmuligheder der findes.

Hvert år får cirka 48.000 danskere konstateret kræft, og for dem er tid en meget vigtig faktor. Tidlig opdagelse af kræftsygdom kan nemlig føre til en bedre chance for langtidsoverlevelse, da kræften i de fleste tilfælde kan opereres væk. Og ved nogle kræfttyper, såsom brystkræft og tyktarmskræft, kan rutinemæssig kræftscreening medvirke til, at kræften bliver diagnosticeret på et tidligt stadie, hvilket er til gavn for både patienter, deres pårørende og for samfundet som helhed. Eksempelvis kan brystkræft, der opdages tidligt, helbredes hos gennemsnitligt 3 ud af 4 kvinder.  

Og selvom vi i Danmark er gode til at tage til lægen, og hele 8 ud af 10 kræfttilfælde opdages derigennem, skal vi stadig blive bedre til at være opmærksomme på forandringer ved kroppen. Det er nemlig kun 4 ud af 10 danskere, der synes at have et godt kendskab til symptomer på kræft.

Forstå de forskellige stadier af kræft

Når kræften først er blevet diagnosticeret, udfører lægen forskellige undersøgelser for at forstå, hvor avanceret kræften er, og hvorvidt den har spredt sig fra oprindelsstedet til andre organer i kroppen. Baseret på undersøgelserne laves en samlet vurdering – en såkaldt stadieinddeling, hvor sygdommen karakteriseres som værende enten på stadie I, II, III eller IV. Hvor stadie I, II og III omtales som tidligt stadie, omtales stadie IV som avanceret eller metastatisk. Der findes forskellige behandlinger til de forskellige stadier, og lægen bruger derfor stadieinddelingen til at vurdere, hvilken behandling der vil have den bedste effekt for patienten.

Det er dog vigtigt at huske på, at hver enkelt patients oplevelse med kræft er unik, og derfor er det også væsentligt for patienten at vide, hvilket stadie kræften er i, så patienten kan være med til at bestemme, hvilken behandling der er den rette for deres vedkommende.

Hver type kræft har sine egne definitioner af stadieinddeling, hvilket betyder, at stadier ikke betyder det samme for alle kræftsygdomme. Du kan læse mere om de forskellige typer af stadieinddeling på blandt andet melanomportalen.dk og triple-negativbrystkræftportalen.dk

Behandling af kræft i tidligt stadie

Behandling af kræft i tidligt stadie involverer typisk operation, hvor man kirurgisk fjerner det område, der er angrebet af kræftceller. Men behandlinger såsom stråling, kemoterapi, immunterapi og anden medicin kan også bruges før operation for at hjælpe med at reducere størrelsen af tumoren, og / eller efter operation for at mindske risikoen for, at kræften vender tilbage. Disse to typer af behandling kaldes henholdvis neoadjuverende (før operation) og adjuverende (efter operation).

Udover at det er vigtigt, at kræften opdages tidligt, er der også andre faktorer, der spiller ind i forhold til sandsynligheden for at forblive kræftfri. De tæller blandt andet selve kræfttypen, patientens almene helbredsstilstand, og om patienten har andre eventuelle sygdomme.

wwwwwwww

Det er naturligvis ønskeligt for både patienter, deres pårørende, sundhedspersonale og samfundsøkonomien, at kræft diagnosticeres så tidligt som muligt, så patienterne får de bedste chancer for at forblive kræftfri.  

Udover at vi skal blive ved med at arbejde på at opdage kræft så tidligt som muligt hos patienter, er det også vigtigt, at vi bliver ved med at forbedre og udvikle metoderne til at opspore kræft. Et studie fra blandt andet Datalogisk Institut på Københavns Universitet viser, at kunstig intelligens er en af vejene frem. Her viste studiet, at man med hjælp af AI opdagede 7% flere små kræftknuder ved mammografiscreeninger og generelt fandt flere tilfælde af brystkræft.

wwww

DK-NON-01429 // 28.08.2024