5 myter om skoldkopper og andre virussygdomme
Langt de fleste kender til virus; heriblandt skoldkopper. De fleste har på et tidspunkt haft denne irriterende og stærkt smitsomme børnesygdom tæt inde på livet. Men på trods af det eksisterer der stadig mange misforståelser og myter omkring sygdommen. Her kan du læse om de fem mest almindelige myter om skoldkopper og virus – og blive klogere på hvad der er op og ned.
Men lad os først få defineret hvad skoldkopper egentlig er.
Skoldkopper er en meget smitsom sygdom forårsaget af det, som hedder Varicella Zoster virus (VZV). Det er karakteriseret ved et kløende, blærelignende udslæt, der typisk spreder sig over hele kroppen. Normalvis vil en smittet person have mellem 250 og 500 blærer spredt over hele kroppen. Derudover er de typiske symptomer feber, træthed og hovedpine. Skoldkopper smitter primært ved dråbesmitte og kommer ind i kroppen gennem luftvejene, men kan i mindre grad også smitte ved direkte og indirekte kontakt med blærerne. Skoldkopper er den mest smitsomme af alle de børnesygdomme, vi kender herhjemme.
Myte 1: Skoldkopper er en sygdom, kun børn får
Det er rigtigt, at skoldkopper kategoriseres som en børnesygdom, og derfor kan man sikkert tro, at det kun er børn, der får virussen. 9 ud af 10 har da også haft sygdommen inden 10-års alderen, og næsten 75% vil blive smittet med virussen, allerede inden de når 5-års alderen.
Det betyder dog ikke, at voksne ikke kan få sygdommen. Hvis man først får skoldkopper, når man er voksen, vil sygdomsforløbet typisk være sværere og flere alvorlige komplikationer kan opstå.
Myte 2: Skoldkopper er hverken farligt eller særlig alvorligt
I mange småbørnsfamilier ser man skoldkopper som noget, der ’bare’ skal overståes. Nogle opsøger ligefrem andre familier med skoldkopper for at få sygdommen og de mange relaterede sygedage klaret på et belejligt tidspunkt.
Og de fleste personer kan da heldigvis også forvente et mildt sygdomsforløb, når de får skoldkopper. Men der er også nogle – både helt raske børn, kronisk syge børn og voksne – der oplever mere komplicerede forløb. Derfor kan man aldrig med sikkerhed forudsige, om et sygdomsforløb med skoldkopper vil blive svært eller ej.
Mere end 3000 børn og unge oplever hvert år komplikationer ved skoldkopper, såsom bakterielle infektioner i huden eller nerverne, og godt 300 ender i alvorlige sygdomsforløb med medicinsk behandling og hospitalsbesøg til følge. Disse forløb kan bl.a. vise sig som blodforgiftning, lungebetændelse eller en kødædende bakterie, der har spredt sig til dybere væv, mens enkelte får hjernebetændelse. Derfor kan de medfølgende komplikationer være meget medicinsk behandlingskrævende, og kirurgi kan også blive nødvendigt. Hvert år er skoldkopper skyld i mellem 30.000-40.000 lægebesøg.
Tager man de økonomiske briller på, koster sygdommen samfundet dyrt. Godt 186 mio. kroner om året og mere end 136.000 årlige sygefraværsdage fra de danske arbejdspladser. Skoldkopper kan altså udvikle sig til en farlig sygdom, og sikkert er det, at sygdommen belaster både sundhedsvæsnet og som regel den enkelte familie, som rammes.
Udover at alle kan risikere et kompliceret sygdomsforløb, er der nogle særligt udsatte, der har øget risiko for komplicerede skoldkoppeforløb. Det omfatter eksempelvis for tidligt fødte børn og børn med nedsat immunforsvar eller kræft. Det gælder også personer med hiv-infektion, gravide, nyfødte og personer, der får immundæmpende medicin.
Myte 3: Når man har haft skoldkopper, er man sikret mod virussen resten af livet
De fleste tror, at så længe de har haft virussen som barn, så er de sikret mod den resten af deres voksne liv. Som tommelfingerregel er det rigtigt, at man kun får den egentlige skoldkoppesygdom en enkelt gang i livet, selvom det er muligt at få det igen. Det er dog meget sjældent og sker typisk hos personer med nedsat immunforsvar. Når et skoldkoppeforløb er overstået, forbliver virussen i nervecellerne i en form for dvaletilstand og kan senere i livet give anledning til det, som hedder helvedesild.
Immuniteten, efter man har haft skoldkopper, aftager nemlig gradvis, og dette kan føre til reaktivering af virussen og derfor helvedesild. Det opstår ofte i hudområdet ved nerven, som virussen har inficeret. Ligesom skoldkopper smitter en person med helvedesild også, men det smitter dog kun ved direkte kontakt.
Helvedesild kan ofte være meget smertefuldt og medføre en brændende smerte. Det viser sig som udslæt med små, væskende blærer i det afgrænsede område, hvor nerverne er blevet angrebet. De fleste tilfælde af helvedesild ses hos personer med svækket immunforsvar eller hos ældre, men kan i sjældne tilfælde også udvikle sig hos raske børn og unge. Faktisk er det hver 5. dansker, der på et tidspunkt vil opleve at få helvedesild grundet skoldkoppevirussen.
Myte 4: Man kan behandle virus med antibiotika
Skoldkoppevirus kan, som andre virus, hverken hæmmes eller dræbes af antibiotika. Når først sygdommen er gået i udbrud, kan man kun behandle symptomer og evt. afledte komplikationer. Det vil sige, at man kan lindre de medførende symptomer og irritationer såsom svie, kløe, træthed og hovedpine bl.a. ved hjælp af kløestillende og kølende cremer eller i form af smertestillende medicin. Antibiotikabehandling kan dog komme på tale, hvis der går bakterier i et skoldkoppesår. Det samme gør sig gældende for helvedsild, der heller ikke kan behandles med antibiotika, men lindres med smertestillende. Hvad man kan gøre for at undgå smittespredning af skoldkopper er at følge de generelle råd, som vi alle lærte at kende under Covid-pandemien, bestående af afstand, håndvask og at blive hjemme, hvis man selv er smittet. Og vil man gerne forebygge skoldkopper, er den eneste måde gennem vaccination.
Myte 5: Det er bedst for kroppen med naturlig immunitet
”Det er sundt for kroppens immunforsvar at lade det bekæmpe naturligt forekommende sygdomme”. Det synes at være en myte, der lever særligt på de sociale medier. På sociale medier er ord som ’sundere’ og ’bedre’ dog ikke klart defineret, som de ville være i et klinisk tidsskrift, og man må derfor forvente fri subjektiv fortolkning. Hvad der er mere sikkert er, at man gennem forebyggelse af sygdomme såsom skoldkopper kan undgå de gener, der følger med. Det man også ved er, at risikoen for komplikationer er lavere, hvis man får skoldkopper som barn end som voksen. Dog ingen regel uden undtagelse, da selv raske børn, som nævnt, også kan få svære sygdomdsforløb.
Noget andet man opnår ved at forebygge gennem vaccination er også, at vi passer på dem, der ikke kan lade sig vaccinere. Forskningen fremhæver, hvordan vaccination af raske børn kan føre til øget immunitet i befolkningen. På den måde kan vi sikre de udsatte i samfundet, for hvem sygdomme er farlige, og vaccination ikke er en mulighed.
Skoldkoppevaccination kan ligesom infektion forventeligt give beskyttelse mod fremtidig skoldkoppesygdom resten af ens liv. Derfor bør dette ikke være et argument for, at det skulle være bedre at få sygdommen naturligt end at lade sig vaccinere. Udover at vaccination kan forebygge skoldkopper, ser det også ud til, at risikoen for helvedesild senere hen i livet er mindre hos skoldkoppevaccinerede personer, end hos dem der har haft skoldkopper.
I flere lande er der indført offentlige anbefalinger om skoldkoppevaccination, og flere af vores nordiske naboer har skoldkoppevaccination som en del af deres børnevaccinationsprogram. I Danmark er vaccination mod skoldkopper ikke en del af det danske børnvaccinationsprogram, men kan fås hos vaccinationsklinikker eller hos egen læge mod egenbetaling. Skoldkoppevaccinerne indeholder levende, svækket skoldkoppevirus, og denne slags vacciner giver som regel livslang immunitet. I USA har man vaccineret mod skoldkopper siden 1995. I 2007 gik man fra en anbefaling om én dosis til to doser, og der er siden ikke set et behov for yderligere boostervaccination.
Hvis du har spørgsmål omkring skoldkopper eller skoldkoppevaccination, kan du altid kontakte din egen læge eller søge mere information på skoldkoppeinfo.dk.
DK-NON-01195 // 06.10.2023
