Tea er MSDs Onkologichef
”Selv 8 år inde i jobbet, standser jeg stadig op og kan blive helt ydmyg over at være en del af en virksomhed af dén størrelse, men også det format på tværs af alle de sygdomsområder, vi arbejder inden for”.
Tea Egeskov Thomsen er vokset op i Valby, og det er også her, hun besluttede sig at stifte familie. Men imellem de to milepæle har hun haft adresser uden for Valby Bakke. Blandt andet i San Francisco, hvor hun arbejdede for Novo Nordisk.
Tea begyndte dog sin karriere i MSD i Danmark tilbage i 2016 og har i en lang årrække arbejdet med MSDs vaccineportefølje, hvoraf hun i de sidste tre år har fungeret som MSD Danmarks Vaccinechef. ”Efter en fantastisk rejse de seneste seks år inden for vores vaccineportefølje, har jeg fået muligheden for at kaste mig ud i et helt nyt og ekstremt spændende område; nemlig onkologien”. Den 1. februar 2024 tiltrådte Tea sin nye stilling som MSD Danmarks Onkologichef.
I huset i Valby bor Tea med sine tre børn på 10, 13 og 16 år og med sin mand Morten, der også arbejder i medicinalindustrien.
At bygge bro mellem medicinsk forebyggelse og behandling
Selvom Tea sad som Vaccinechef før, trækker hendes arbejde med forebyggelse gennem vaccination tråde til det nye sygdomsområde:
”Det er nyt, men så nyt er det heller ikke. I virkeligheden har jeg jo arbejdet med forebyggelse af cancer gennem min tid i vaccineteamet, og derfor er det enormt meningsfuldt for mig, at jeg kan bygge bro mellem de to grene.”
For Tea er det vigtigt at binde de to ting sammen, for lige såvel som fokuset har ligget på at forebygge gennem vaccination, og stadig gør det, handler det for Tea også om at sikre den bedst mulige kræftbehandling til de danske patienter.
I MSD arbejder vi som ’one company’, hvilket betyder, at tingene hænger sammen, og derfor ser Tea det også som en styrke, at man internt kan skifte stilling og sygdomsområde: ”Det giver noget tyngde, fordi man kan bruge mange af de indsigter, man har fået fra andre områder over i de nye områder. På den måde får man også en bedre forståelse for hele den pharmaceutiske værdikæde”.
At gøre en forskel inden for et komplekst område
Tea har altid haft en interesse i at arbejde med en bred pallette af produkter, og så er det vigtigt for hende at være tæt på patienterne og de sundhedsfaglige. Derfor var hun heller ikke i tvivl, da hun fik muligheden for at bidrage til MSDs onkologiportefølje og fastholde MSD Danmarks position som en vigtig aktør på onkologiområdet.
”Noget af det, jeg glæder mig rigtig meget til, er, at se nogle andre aspekter af vores økosystem, for i virkeligheden spænder vores virksomhed hele vejen fra forebyggelse til behandling – og det her med at skulle ud at arbejde med et team, der arbejder med nogle helt andre aktører i det danske sundhedssystem, synes jeg, er enormt spændende”.
Sammen med resten af onkologiteamet har Tea klare ambitioner om at rykke på sygdomsområdet og forbedre mulighederne for tidlig opsporing og tilgangen til nye behandlinger og medicin.
”Vi kommer med meget diverse baggrunde i onkologiteamet, hvor vi har prøvet mange forskellige ting, der gør, at vi er rustet godt til at navigere i det her relativt komplekse økosystem med mange forskellige stakeholders – og det er noget af det, jeg glæder mig rigtig meget til at skulle ud at opleve selv og sammen med teamet: at gøre en forskel ude i det komplekse økosystem og sammen skabe de bedste forudsætninger for kræftpatienterne”.
Det kræver nemlig et tæt samarbejde på tværs af adskellige stakeholders, og for Tea er det afgørende, hvis vi vil nå i mål med at skabe lige adgang til behandling og samtidig sikre en ambitiøs forebyggelsespolitik: ”Vores vigtigste arbejde ligger i at blive ved med at løfte den danske kræftindsats, og vi vil være med til at sikre danskernes sundhed – både nu men også i fremtiden”.
Vigtigheden i forskning og kliniske forsøg
Hvis vi skal blive ved med at udvikle og løfte kræftindsatsen, er det ifølge Tea vigtigt at bibeholde de kliniske forsøg og forskning.
”MSD har jo et enormt stort footprint i Danmark hvad angår vores kliniske studier inden for onkologien, takket være vores dygtige kolleger, og det er jeg enormt stolt over. At vi allerede er med meget tidligt i processen, og vi gør en forskel, det gør kun, at man bliver endnu mere passioneret og energisk omkring sit arbejde”.
For kliniske forsøg er fundamentet for hele tiden at udvikle forebyggelses- og behandlingsmuligheder for patienterne:
”Det de laver gennem de kliniske forsøg, er potentielt det, vi andre i virksomheden skal arbejde med i fremtiden, som vi så kan drive videre ud til flere patienter. Det er en kontinuerlig rejse, som vi og resten af verdens sundhedssystemer står overfor, hvad angår fremtiden inden for onkologi, men så er det jo godt, at vi har et kæmpe maskineri bag os med dygtige mennesker, der hele tiden arbejder på at fremstille ny innovativ forebyggelse og behandling,” siger Tea, inden hun afslutter:
”En af de fornemmeste opgaver, vi har som international virksomhed, er at give det danske marked så stor en stemme som muligt og gøre os attraktive at investere i – så de nyeste behandlinger og den nyeste forskning kommer til Danmark hurtigst muligt”.
DK-NON-01042 / 27.02.2024