Pernille skaber rammerne for de kliniske forsøg
”Det mest givende ved mit arbejde er selvfølgelig, når vi får de kliniske forsøg op at køre”.
I 2023 er det 25 år siden, Pernille startede som barselsvikar i MSDs Global Clinical Trials Operations (GCTO) afdeling. Hos GCTO varetager man størstedelen af de kliniske forsøg, og det er et af de største teams i MSD Danmark med over 45 medarbejdere. Her laver Pernille kontrakter og budgetter til MSDs forsøg, og så er hun en vigtig del af opstartsteamet: ”Det betyder, at jeg sidder sammen med de kollegaer, der anmelder de kliniske forsøg til myndighederne, og min opgave er at sørge for, at kontrakterne kommer på plads med hospitalerne”.
Privat bor Pernille Wulff Breinstrup i Måløv med sin mand og to ud af sine tre drenge. Her går meget af tiden med at være i haven, at gå lange ture og hendes helt store passion: kaniner. Det startede som et coronaprojekt, og nu har har de i alt fire kaniner, der fylder det meste af familiens tid: ”Jeg synes, det er hyggeligt, at man kan tage nogle dyr, som er blevet kasseret hos Dyreværnet, og så prøve at gøre det bedste, man kan for dem”.
"Min indgangsvinkel var min sproglige uddannelse, og så måtte jeg lære alt det andet"
Pernille er uddannet translatør fra CBS med en master i engelsk. Hun kom direkte fra studiet, og tilbage i 1998 tiltrådte hun stillingen som Clinical Trial Coordinator: ” Det var sådan, jeg kom ind i den her branche, for dengang skulle man oversætte alle de kliniske protokoller”. Efter 10 år med primært fokus på oversættelse, blev jobbet lidt anderledes, og arbejdet med kontrakter, budgetter og betalinger fyldte nu mere:
”Da jeg så havde været i det i nogle år, synes jeg faktisk, det var ret sjovt det der med pengene og budgetterne, og det er så det, jeg laver i dag.
Pernille bruger stadig sit engelske rigtig meget, selvom hun ikke oversætter længere, da hun udover at forhandle kontrakter med de danske hospitaler også forhandler en del med MSDs hovedkontor i USA. Det er nemlig her, rammerne for alle budgetterne kommer fra, og det er så Pernilles job at tilpasse det til de danske forhold. Ifølge Pernille selv kan hendes job beskrives med ét ord:
”Kontraktforhandling er vel nok det overordnede ord for, hvad jeg laver, og det er også den vigtigste del af mit job”.
En naturlig mentor i og udenfor Danmark
Når man spørger Pernille, hvad det fedeste ved hendes job er, svarer hun: ”Alt det med menneskerne, forhandlingerne med hospitalerne, lægerne og sygeplejerskerne derude, og alt det kollegiale. Samspillet med mine kollegaer og vores teamwork, det er noget af det sjoveste ved det”.
Fordi Pernille har så meget anciennitet og erfaring inden for branchen, følger der flere ansvarsområder med i hendes daglige arbejde. Hun fungerer nemlig også som en form for mentor for nye ansatte, hvilket hun nyder at kunne hjælpe med:
”Det er klart, når jeg har siddet i jobbet så længe, er jeg også mentor for et hav af mennesker – man bliver naturligt mentor, når man er den erfarne i gruppen. Både for dem i DK, men også for mine kollegaer i de andre nordiske og baltiske afdelinger. Hvis de sidder fast i nogle ting med deres kontrakter og budgetter, og ikke er sikre på hvad de skal gøre, så kommer de tit til mig. Lige nu sidder jeg også med to forholdsvis nye i min egen afdeling. Det er klart, man også bruger noget tid på det, men jeg synes, det er meget sjovt, og jeg er glad for at kunne hjælpe”.
”Jeg er selv en af dem, der speaker up”
For Pernille er det rart, at føle sig som en del af en velfungerende organisation: ”Jeg synes generelt, MSD har en meget fed all-round tilgang til tingene. Jeg føler mig som en del af et ordentligt firma, der har gode værdier”.
Det betyder bl.a., at Pernille kan arbejde hjemmefra mange af ugens dage, hvilket passer hende godt, og at der altid er mulighed for at prøve nye ting, man synes er spændende. Noget af det vigtigste, som Pernille især sætter stor pris på, er, at man føler sig hørt.
”Vi har en super fed, lydhør ledelse. Jeg har aldrig oplevet, at man ikke kunne sige, hvad man tænkte eller mente om tingene. Og hvis man har et eller andet, man ikke forstår eller ikke er enig i, så kan man bare gå ind og sige det – selvom de sidder flere niveauer over en”.
Pernille har selv oplevet, at de i GCTO-teamet ønskede sig ændringer på nogle områder, og det blev der lyttet til og gjort noget ved.
DK-NON-01249 // 03.11.2023