Karin er en vigtig brik i patientpuslespillet
”Jeg fandt ud af, at man også godt kunne hjælpe mennesker, selvom man sidder bag en skærm på et kontor”
For patienternes skyld
Hvis man spørger Karin, hvor hun bor, er det ”lige før kragerne helt vender – eller lige deromkring”. Det er dog bare i Smørum, og her bor hun med hendes mand, to døtre og familiens Golden Retriever.
I dagtimerne på hverdage finder man Karin på Havneholmen i København, hvor hun arbejder i afdelingen Regulatory Affairs hos MSD.
Tilbage i 2009 startede Karin hos MSD i en deltidsstilling. I dag er hun på fuldtid som produktansvarlig og har været her i snart 14 år. At hun har været her så længe, mener Karin selv, er fordi der har været gode muligheder for at udvikle sig rent fagligt. “Jeg har bestemt ikke siddet og lavet det samme hele vejen igennem”.
Som produktansvarlig laver og vedligeholder Karin produktresuméer og indlægssedler, samt udarbejder kartoner og etiketter og indsender og vedligeholder markedsføringstilladelser for MSDs produkter. Hun sørger for, at teksterne til lægemidlerne altid er opdaterede, eller sørger for at ændringer bliver inkorporerest – ofte i samarbejde med de andre nordiske Regulatory Affairs-afdelinger og i overensstemmelse med myndigherne, Lægemiddelstyrelsen og EMA. Og det er netop kombinationen af, at man kan sidde og nørde med for eksempel teksten til indlægssedlerne samtidig med, at der hele tiden skal implementeres ændringer og nye produkter, hvor der indgår tværgående samarbejde, som Karin elsker ved sit arbejde.
”I sidste ende er det hele jo for at sikre, at patienten får en god tekst i vores indlægssedler, som lever op til kravene. På den måde føler man, at man er en vigtig brik – at produkterne overhovedet kommer ud på markedet til tiden”.
Udover at det for Karin er vigtigt, at hendes job giver mening, og man er med til at gøre en forskel, betyder ens arbejdsmiljø og det sociale lige så meget. Det er også noget af det, hun er gladest for ved at være hos MSD:
”Der er rart at være her. Der er altid en god stemning og folk er så imødekommende og hjælpende. Jeg er omgivet af professionelt dygtige mennesker, og der er altid plads til humor. Det betyder meget for mig. Også hvis der kommer dårlige dage, så er det dét, der gør, at man har noget fællesskab og kan hjælpe hinanden.”
Et ønske om at arbejde med mennesker
Selvom Karin i dag arbejder i Regulatory Affairs i MSD, var vejen dertil ikke helt, som hun havde forudset: ”Jeg skulle sådan lidt rundt for at finde ud af, at jeg skulle lande her”, fortæller hun. Karin har altid godt vidst, at hun gerne ville arbejde med sundhed og mennesker. Dog skulle det ikke være allerforrest som for eksempel læge eller sygeplejerske. Derfor faldt hun over Farmakonomuddannelsen, og her blev hun færdigudlært i 1999.
Først var hun på Valby Apotek og efterfølgende på Apoteket Trianglen. Her endte hun med at være i syv år, mens hun blandt andet fik prøvet kræfter med at undervise apotekets elever, arbejde med logistikken og kontakten til grossisterne samt at varetage reklamationer. Efter hun fik barn nr. to, var det dog tid til at prøve noget andet.
”Jeg havde sådan en idé om, at jeg ikke skulle være på kontor, og så skulle jeg jo finde på noget andet”.
Herefter fik hun ret hurtigt job på Herlev Hospital og var der i to år. Her var hun skiftevis på laboratoriet, hvor hun blandede medicin til kræftpatienter, og i Medicin Service, hvor hun bestilte medicin og svarede på spørgsmål fra sygeplejersker og læger.
”Det er nok også de to år, jeg har lært allermest, fordi man fik lov til at opleve lægerne og sygeplejerskerne, og hvor dygtige de var. På intensiv-afdelingen synes jeg, at jeg lærte rigtig meget om hele sundhedssektoren, og hvor stærkt sundhedspersonalet løber.”
Her fandt hun ud af, at det med at være på et laboratorie heller ikke var hende. Til gengæld fandt hun arbejdsglæden et uventet sted: ”Det kan godt være, jeg altid har sagt, at jeg ikke vil være bag et skrivebord, men det var faktisk det, som jeg synes, var det bedste. For jeg fandt jo ud af, at der kan man også godt stadig gøre en forskel – også inden for sundhedssektoren”. Efterfølgende startede Karin i MSD.
Rejser betyder alt
Privat nyder Karin at bo tæt på grønne omgivelser og gå ture – ofte går turen til Hareskoven eller Bagsværd Sø.
Udover kærligheden til gåture har Karin i mange år gået til zumba. Desuden elsker hun og manden at tage til koncerter.
Men også på privatfronten fylder mennesker meget for Karin, da det vigtige for hende og familien er at rejse og komme ud at opleve nye steder, mennesker og kulturer. De bruger så meget tid på det, som de overhovedet kan. Karin har altid godt kunne lide at rejse, lige siden hun efter gymnasietiden tog til USA i 13 måneder og var au pair. Siden hen har hun været i USA mange gange, og hun er især vild med New York og Vestkysten. Udover det amerikanske nyder Karin og familien også at tage på ferie rundt i Europa. De prøver så vidt muligt altid at tage nye steder hen, men ét land bliver de dog ved med at vende tilbage til, nemlig Grækenland.
Grækenland har en helt speciel betydning for Karin. Det var nemlig her, hun tilbage i ’94 mødte sin store kærlighed, hendes i dag mand, da hun var på Interrail og backpackede rundt i landet:
”Vores yndlingssted er Grækenland. Ikke kun fordi min mand og jeg mødte hinanden der, men fordi vi begge synes, der er så meget ro og en dejlig, hjertelig og åben befolkning. Der er gode strande og flot natur – what’s not to like?”
DK-NON-01166 / 31.01.2023