Jakob er MSDs digitale globetrotter
”Jeg har aldrig sluppet det der med hele tiden at ville prøve at udvikle og uddannne mig”
Selvom accenten er klingende dansk, er han født i England og har boet i både USA og Bangkok. Jo, Jakob Hartnack er en berejst ung mand med stort internationalt udsyn. Nu bor han på Østerbro i København sammen med sin kæreste og er MSD Danmarks Commercial Insights Analyst.
Jakob startede i MSD tilbage i 2020 som studentermedhjælper og har siden august 2022 været fastansat. Her startede han ud som Commercial Insights Analyst i det daværende Marketing & Digital Opreations-team, men er nu rykket ud og blevet en del af MSDs danske onkologiafdeling.
”Det fede ved at være en del af selve vores business units er, at man kommer tættere på produkterne og patienterne. Jeg lærer sindssygt meget om for eksempel forskellige kliniske studier bag og hele det videnskabelige og mediniske aspekt”.
Selvom Jakob er en del af Onkologi-teamet, hjælper han også de andre afdelinger, f.eks. vaccine-teamet. På den måde får Jakob mulighed for at arbejde med flere aspekter af MSDs forretning og udvide sin forståelse for hele økosystemet af sundhedsrelaterede aktører. Dét er for Jakob en kæmpe force:
”I onkologi arbejder jeg mest med fokus på sekundærsektoren, og i vacciner er fokusset på primærsektoren. Det spændende ved min stilling er, at jeg kan få begge vinkler med og på den måde opnå en mere helhedsorienteret forståelse. For hvad jeg lærer i det ene team kan inspirere mig i mit arbejde i det andet”.
En mulighed for at udvikle sig
Det har på sin vis været en stejl læringskurve for Jakob, at han nu er blevet en del af en Business Unit, men det passer ham egentlig meget godt. Jakob trives nemlig bedst, når han kan blive ved med at udvikle og udfordre sig selv:
”Det, der driver mig mest på nuværende tidspunkt i min karriere, er, hvordan kan jeg suge så meget viden og læring til mig som overhovedet muligt. Det er jo kun med til at udvikle mig og det motiverer mig at blive udfordret. Og i sidste ende kommer det jo både mig selv men også MSD til gavn”.
Det er også en af grundene til, at Jakob har valgt at blive i MSD, og i sin tid – efter studenterstillingen – takkede ja til jobbet, da han her får rig mulighed for at udvikle sig, både personligt og professionelt. I MSD udbydes der forskellige typer af interne og eksterne kurser, uddannelser og træninger, og det har Jakob benyttet sig af:
”Lige da jeg startede, tilmeldte jeg mig en mentorordning, hvor jeg blev parret sammen med en kollega fra Italien. Hun delte ud af sine erfaringer, og det var rart at have hende at sparre med som ny i virksomheden. Jeg har også været på et programmeringskursus og ude til flere arrangementer rundt omkring på hospitaler. Det er nogle super fede muligheder, vi har”.
Inklusion skal tages alvorligt
Udover at være MSDs Commercial Insight Analyst er Jakob også ambassadør for vores DE&I-team i MSD Danmark og dansk repræsentant i det nordiske og baltiske DE&I-team.
”Jeg synes DE&I er en vigtig dagsorden, og når man er en international virksomhed, er det især godt have en forståelse for hinanden, og hvor vi hver især kommer fra. Det er vigtigt, at alle føler sig værdsat og forstået, og at man tager højde for fx kulturforskelle”.
Med sin rolle i DE&I-teamet arbejder Jakob med at udvikle forskellige initiativer og workshops og uddanne sine kollegaer i DE&I og dets betydning. Jakob har sammen med resten af teamet en agenda om at gøre DE&I spændende og vedkommende for vores kollegaer.
”Det er vigtigt for mig, at DE&I bliver en integreret del af vores kultur på arbejdet, og at det ikke er sådan noget fluffy noget, der er der bare fordi – sådan skal det ikke være. For mig skal DE&I være indlejret i alt, hvad vi gør. Også når vi kommer ud til hospitaler, kunder og patienter, er det vigtigt, at man har det fokus med sig”.
En ting som Jakob og resten af DE&I-teamet har været med til at indføre er blandt andet barselspolitikken i MSD: ”I foråret 2023 ændrede vi politikken, så flere fik mulighed for at tage mere barsel under bedre vilkår. Det udspringer jo af vores fokus på at fremme DE&I, så det er fedt at se, at vi konkret kan være med til at gøre en forskel og ændre på ting”.
Denne åbenhed over for mennesker og ønske om at fremme en DE&I-kultur har altid ligget Jakob nært. Det er især noget, han har taget med sig fra de mange år i udlandet: ”Det er faktisk også noget jeg trækker på her i MSD. Jeg har selv prøvet at sidde på universitet i Bangkok omgivet af mennesker, der kun talte med hinanden på deres lokalsprog. Det var hverken inkluderende eller sjovt, så derfor er jeg selv meget opmærksom på at være inkluderende, og det er netop også derfor, at jeg har valgt at blive en del af vores DE&I-team i MSD”
Når Jakob ikke befinder sig på kontoret på Havneholmen eller hjemme i lejligheden på Østerbro med kæresten, laver han som regel noget med enten musik eller fodbold. Han elsker begge dele. Når han ikke selv er på fodboldbanen i Valby, ser han fodbold på skærm eller stadion, og så går han til en masse koncerter. Nogen gange flere om ugen.
DK-NON-01052 / 10.06.2024